2. juli 2008
EU og vores naboer
EU’s relationer med tredjelande er mangestrenget og implementeres gennem forskellige programmer og initiativer. Denne artikel forsøger at skabe et overblik over EU’s relationer med nabolandene, der grænser op til EU, og de lande, der er stillet et EU-medlemskab i udsigt.
EU’s Naboskabspolitik
Med EU’s udvidelse i 2004 og 2007 har EU fået nye naboer mod øst. Udvidelserne stillede EU overfor nye muligheder og udfordringer. Derfor fastlagde Ministerrådet i juni 2003 de overordnede rammer for Den Europæiske Naboskabspolitik (European Neighbourhood Policy (ENP)).
Den Europæiske Naboskabspolitik sigter på et institutionaliseret samarbejde mellem EU og de lande, der grænser op til EU. Formålet med naboskabspolitikken er at undgå, at EU’s udvidelser fører til nye skillelinier i Europa og at sikre stabilitet og økonomisk vækst langs EU's grænser. Forskellen i levestandarden mellem EU-landene og nabolandene kan skabe pres på EU's grænser og føre til ustabilitet. EU har derfor interesse i at bekæmpe fattigdom og skabe velstand i nabolandene og dermed øget stabilitet og handel. EU ønsker samtidig at fremme demokratiske og økonomiske reformer i landene. Naboskabspolitikken fokuserer på et udbygget samarbejde med de nye naboer inden for eksempelvis illegal indvandring, forurening, infrastruktur, samarbejde om politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål, økonomiske og handelsmæssige spørgsmål, energiområdet og videnskabs- og kultursamarbejde.
Den Europæiske Naboskabspolitik har et bredt geografisk fokus og omfatter både de nye nabolande mod øst (Ukraine, Moldova og Hviderusland) og landene omkring Middelhavet (Algeriet, Armenien, Azerbaijan, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Marokko, Georgien, De palæstinensiske Selvstyreområder, Syrien og Tunesien). Idet EU og landene omkring Middelhavet allerede havde et veludviklet samarbejde i EU's Middelhavssamarbejde, er naboskabspolitikken blot et af flere instrumenter til gennemførelsen af EU’s politik i denne region. I forhold til de nye nabolande mod øst, hvor de umiddelbare virkninger af EU’s udvidelser er mest mærkbare, er naboskabspolitikken EU’s centrale instrument. EU’s relationer med det største naboland, Rusland, varetages uden for den generelle naboskabspolitik gennem et selvstændigt initiativ, der kun involverer EU og Rusland.
Hvordan fungerer ENP
EU har indgået et samarbejde med de fleste nabolande. Omfanget og karakteren af EU's relationer med det enkelte naboland afhænger af det enkelte lands situation, behov og ønsker. Lande der ønsker et tæt og udbygget samarbejde med EU har mulighed for det, dog under den forudsætning, at landet udviser reformvilje og handling og tilnærmer sig EU's og det internationale samfunds regler og normer. I denne proces benytter EU forskellige instrumenter og metoder, som kan inddeles i tre kategorier:
o Country Reports. Europa-Kommissionen forbereder en Landerapport, der vurderer den politiske og økonomiske situation i landet. På baggrund heraf tages der stilling til, hvordan et muligt dybere samarbejde skal udformes.
o Action Plans. Næste skridt i samarbejdet er udformningen af en Action Plan. Heri beskrives de politiske og økonomiske målsætninger for de reformer der ønskes gennemført inden for en 3-5-årig periode.
o Implementering. Det er denne fase de fleste nabolande befinder sig i i øjeblikket. EU yder samarbejdslandene teknisk assistance samt politisk og økonomisk hjælp i implementeringen af de fremsatte mål for samarbejdet.
Finansiering
For indeværende budgetperiode (2007-2013) foregår finansieringen ikke længere under forskellige EU-programmer, som det før var tilfældet. I stedet er finansieringen samlet under et fælles instrument - Det europæiske nabo- og partnerskabsinstrument(European Neighbourhood and Partnership Instrument (ENPI). ENPI erstatter det tidligere støtteprogram MEDA og til dels TACIS. Der er ca. 12 mia. EUR i EU-støtte til reformer og implementering af Action Planerne i nabolandene for denne periode. Endvidere er offentlige EU udbud åbne for virksomheder og offentlige institutioner fra EU’s 27 medlemslande, kandidat- og potentielle kandidatlande samt EU’s nabolande.
Lande der er stillet et EU-medlemskab i udsigt
Efter at Bulgarien og Rumænien blev medlemmer af EU d. 1. januar 2007, omfatter EU i alt 27 medlemslande, og udvidelsesprocessen fortsætter. Den 3. oktober 2005 indledte EU således optagelsesforhandlinger med Tyrkiet og Kroatien, ligesom landene på det vestlige Balkan har fået et klart perspektiv om fremtidigt EU-medlemskab.
EU’s instrument for før-tiltrædelsesstøtte (Instrument for Pre-Accession (IPA)) omfatter støtte til de nuværende og mulige EU-kandidatlande. Udover Kroatien og Tyrkiet er Makedonien kandidatland og landene med perspektiv om EU-medlemskab på Vestbalkan er: Albanien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Serbien inklusiv Kosovo.
IPA er trådt i stedet for de tidligere støtteprogrammer PHARE, ISPA, SAPARD og CARDS samt det særskilte EU-program for Tyrkiet. IPA trådte i kraft d. 1. januar 2007, og har en samlet budgetramme på 11,5 mia. EUR i perioden 2007-2013.
IPA er trådt i stedet for de tidligere støtteprogrammer PHARE, ISPA, SAPARD og CARDS samt det særskilte EU-program for Tyrkiet. IPA trådte i kraft d. 1. januar 2007, og har en samlet budgetramme på 11,5 mia. EUR i perioden 2007-2013.
Specielt har EU forstærket sit samarbejde med landene på det vestlige Balkan siden år 2000. Grundlaget for EU's samarbejde med landene på det vestlige Balkan er Stabiliserings- og Associeringsprocessen (SA-processen). SA-processen indledtes i 2000 med det formål at bidrage til fred, stabilisering og økonomisk udvikling i regionen. Gennem et tættere samarbejde med EU, hvor landene tilnærmer sig EU's standarder og normer, konkretiseres landenes perspektiv for EU-medlemskab.
Processen, der tilpasses det enkelte lands situation, omfatter forhandling og indgåelse af Stabiliserings- og Associeringsaftaler. Processen tilbyder landene i regionen væsentlige fordele, men sætter samtidig politiske og økonomiske betingelser, herunder forudsættes et regionalt samarbejde og godt naboskab. Landene skal tilpasse deres politiske, økonomiske og institutionelle udvikling til grundlæggende værdier i EU - dvs. demokrati, respekt for menneskerettigheder og markedsøkonomi.
Processen, der tilpasses det enkelte lands situation, omfatter forhandling og indgåelse af Stabiliserings- og Associeringsaftaler. Processen tilbyder landene i regionen væsentlige fordele, men sætter samtidig politiske og økonomiske betingelser, herunder forudsættes et regionalt samarbejde og godt naboskab. Landene skal tilpasse deres politiske, økonomiske og institutionelle udvikling til grundlæggende værdier i EU - dvs. demokrati, respekt for menneskerettigheder og markedsøkonomi.
Andre instrumenter og støtteprogrammer
EU's twinning-programmer
Europa-Kommissionen har siden 1998 finansieret twinning-projekter til opbygning af institutioner og administrative systemer i EU-kandidatlande og EU-nabolande. Formålet er at styrke modtagerlandenes evne til at gennemføre og håndhæve EU-regler i deres egne lande – eller i øvrigt at tilnærme sig EU standarder.
Twinning-samarbejde er et konkret, praktisk samarbejde mellem en offentlig institution i modtagerlandet og en tilsvarende institution i en EU-medlemsstat. Samarbejdet finder sted mellem central administrationerne og foregår derfor normalt ikke på regionalt niveau. Der er tale om et gensidigt forpligtende partnerskab, hvor medlemslandets praktiske erfaring på et EU-relevant område nyttiggøres i modtagerlandet. Som led i samarbejdet udstationeres erfarne medarbejder i modtagerinstitutionen.
De positive erfaringer med twinning-samarbejdet har fået Europa-Kommissionen til at vælge twinning som et hovedinstrument under EU’s nye før-tiltrædelsesinstrument (IPA) samt nabo- og partnerskabsskabsinstrument (ENPI). Desuden anvendes twinning i overgangsbistanden til Bulgarien og Rumænien i årene 2007-2009.
TAIEX
Dette instrument har til formål at tilbyde nye medlemslande, ansøgerlande og kandidatlandes administration kortsigtet teknisk assistance i forbindelse med den EU-lovgivning, som landene bliver stillet over for i samarbejdet med EU. TAIEX der står for “Technical Assistance and Information Exchange Instrument” tilbydes også landene, der er inkluderet i EU’s naboskabspolitik (ENP) samt Rusland.
TAIEX implementeres gennem bl.a. seminarer, workshops, ekspert- og studieudveksling, træning, database- og oversættelsesassistance. Modtagerne af hjælpen er de sektorer, både offentlige og private, der spiller en rolle for implementeringen og håndhævelsen af EU-lovgivning i modtagerlandet.
Læs mere om EU’s relationer med tredjelande her.