Rådgivning
Du har et projekt, som du vil høre, om der er EU-finansiering til? Du ønsker inspiration til at sætte et nyt initiativ i gang? Central Denmark rådgiver bredt om EU-forhold for alle typer af aktører og kan være et aktivt brohoved til centrale beslutningstagere i Bruxelles for aktører i Midtjylland.
Central Denmark understøtter private og offentlige udviklingsinitiativer og aktører i form af international kompetencetilførsel og rådgivning om ekstern medfinansiering til projekter. Med en fortsat øget internationalisering og gensidig afhængighed landene imellem i Europa og resten af verden er vigtigheden af kendskabet til internationale forhold en stigende konkurrenceparameter for offentlige og private aktører. Grænseoverskridende problemstillinger indgår således i de flestes dagligdag, og den stadigt voksende informations- og kommunikationsmængde har bekræftet denne tendens. For at styrke og udbygge regionens konkurrencekraft kan Central Denmark være en relevant partner at inddrage ved netværksdannelse med internationale partnere og i forbindelse med udarbejdelse af internationale strategier og udviklingsplaner.
Central Denmark indgår i en række formelle og uformelle netværk i Bruxelles og kan være behjælpelig med at frembringe tidlige informationer og fremføre givne interesser i forskellige fora. Kontoret deltager bl.a. i et netværk for regioner i og omkring Østersøen, hvor der koordineres forskellige holdninger til EU’s maritime politikker og EU-programmer, som relaterer sig til kystregioner og især søtransport. Rådgivningen kan også antage en mere formaliseret form som et ugentligt eller månedligt nyhedsbrev på udvalgte indsatsområder eller en løbende overvågning af politikområder.

